U-nyt: Sejr over FCM - nederlag til AGF

03.12.2012 14:27

Lørdag den 1. december rundede Brøndby IF's U-mandskaber 2012 af med en sejr og et nederlag. Begge opgør blev spillet på hjemmebane.

Peter Foldgasts U19-talenter tabte 4-2 til AGF/Viby og overvintrer derfor på 8. pladsen. Det skal dog bemærkes, at de blågule har flere kampe til gode i forhold til de overliggende hold.

Brøndby IF's U17-mandskab sikrede tre point til samlingen, da FC Midtjylland blev sendt hjem med 3-1. De blågule kom bagud i første halvleg, men Kristian Larsen (straffespark), Markus Bay og Mathias Andersen fik alle passeret FCM-keeperen, inden slutfløjtet lød.

U17-talenterne går dermed på juleferie som nummer fire i tabellen, og cheftræner John Ranum glæder sig over, at efteråret sluttede med en flot sejr over FC Midtjylland, der i øjeblikket indtager 2. pladsen i ligaen.

Satte de hurtige folk i scene

- Det var meget lige hele vejen. De trykkede godt på, da vi kom foran, og de var meget farlige - især på standardsituationerne. Rent fysisk er de nærmest mænd i forhold til vores spillere, men vi holdt stand på flotteste vis. I det hele taget kæmpede drengene bravt. Kampen var et symbol på en fantastisk arbejdsindsats.

- Vi var forberedte på, at det kunne blive en kamp, hvor det ville være svært at spille med mange, korte afleveringer. Vi har endnu ikke fundet vores rytme 100%, så vi måtte forvente, at de ville være bedre på bolden.

- Derfor kørte vi en del på at springe en station over i pasningsspillet, da de ellers ville bryde os i kombinationerne på midtbanen. Vi ville gerne sætte vores hurtige folk oppe foran i scene med mere direkte spil, og det lykkedes rigtig fint, slutter John Ranum.

U17

Brøndby IF's U17-hold sluttede 2012 af med en 3-1-sejr over FC Midtjylland.