Mike: Ikke skarpe nok

03.12.2012 08:44

Quincy Antipas havde op til kampen søndag aften mod FC Nordsjælland problemer med det ene baglår, og derfor var Mike Jensen rykket en tak frem, op på den offensive midtbaneplads bag Simon Makienok.

Mike Jensen er her dagen derpå ikke bleg for at erkende, at FCN's sejr var fortjent nok trods gode blågule muligheder inden pausen.

Burde have scoret

- Vi havde pænt med chancer specielt i første halvleg, og vi burde være gået til pause med i hvert fald ét mål på kontoen. Men vi var ikke skarpe nok, og så taber man til de forsvarende mestre.

- Jeg synes ikke, at vi var specielt trætte efter pokalkampen i onsdags, men det er som om, vi mister lidt efter deres andet mål, der knækker os lidt. FCN er et stærkt hold, og når man skal frem og erobre boldene og forcere spillet, så er de dygtige til at holde fast i bolden og køre modstanderne trætte.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over at tabe, men set på længere sigt er det ikke et nederlag ude mod de forsvarende mestre, der er problemet. Vi skal vinde de kampe, hvor vi er bedst, og det var vi ikke mod FC Nordsjælland, slutter Mike Jensen.