Auri: Udbytte af alt det hårde arbejde

25.11.2012 22:44

Dennis Rommedahl og Simon Makienok fik netmaskerne til at blafre, da AC Horsens blev sendt hjem fra Brøndby Stadion med 2-0.

Cheftræner Auri Skarbalius havde imidlertid ikke kun ros til sine målscorere efter sejren.

To vindere i dag - holdet og publikum

- Vi havde luksusproblemer op til kampen, for vi har set mange gode præstationer fra spillerne på det seneste, og det viser kvalitet. Som jeg lige sagde til drengene i omklædningsrummet, så er der to vindere i dag. Den ene er holdet - ikke kun dem, der starter, men også alle de andre spillere. Hvis de ikke kommer på holdet, kæmper de videre, og når de får chancen, slår de til. Det er fantastisk, at de kan presse hinanden på den måde.

- Den anden vinder i dag er publikum. De fans, der var på tribunerne i dag, kan prale med, at de har set Brøndby vinde over andre hold end Silkeborg, sagde Auri Skarbalius med et lille grin.

- Det er netop det, vi siger i denne klub. Uanset hvor skidt det har set ud, så har alle fortsat med at tro på tingene. Måske er det en kliché, men tro flytter virkelig bjerge. Det er en dejlig følelse, at vi udbytte af alt det hårde arbejde i dag.

- Det er længe siden, at vi har holdt nullet i Superligaen. Det er vigtigt at forsvare som et hold - at agere som en enhed. I tillæg ser det ud til, at marginalerne er begyndt at vippe over til vores fordel. Vi var også dygtige til at søge marginalerne, og vi arbejdede hårdt for at forsvare os. Det er nemmere rent mentalt, når man får modstanderen til at føle, at de rammer en mur hver gang. Så længe vi holdt nullet og havde styr på organisationen, gav det overskud til at arbejde videre i offensiven og blive ved med at presse på med fuld koncentration. Vi holdt fast, og da målene kom, voksede troen endnu mere.

AS

Cheftræner Auri Skarbalius udpegede to vindere af aftenens kamp - holdet og publikum. Foto: Arnason.dk.