Makienok: Vi er på rette vej

18.11.2012 20:16

Simon Makienok har fundet målformen. For anden kamp i streg blev den blågule to-meter-mand dobbelt målscorer, da han først udlignede til 1-1 og dernæst bragte Brøndby IF foran 2-1 i aftenens kamp mod Esbjerg fB.

I sidste ende fik vestjyderne imidlertid 2-2 og et point med fra Brøndby Stadion, og det skuffede Brøndby-topscoreren.

Tilladt at være skuffet

- Vi spillede godt og skabte mange chancer, men pointmæssigt er det selvfølgelig en bitter pille at sluge. Vi vidste godt, at Esbjerg ville komme med kontra, og vi må erkende, at de var dygtige til at skabe nogle store chancer. Alligevel vil jeg tillade mig at være skuffet over, at det ikke bliver til tre point i dag.

- Hvis vi skal vende skuffelsen til noget positivt, så er vi helt klart på rette vej. Vi skaber en del muligheder, og med bare en anelse mere skarphed kunne vi sagtens have lavet minimum et par mål yderligere. Hvis vi kan fortsætte dette spil, holde koncentrationen og bygge mere på, skal der nok komme flere sejre til os. Jeg er meget fortrøstningsfuld, tilføjer Simon Makienok, som lagde vejen forbi spillerboksen i sin måljubel.

- Oke (Akpoveta, red.) og jeg havde aftalt, at vi skulle fejre det sammen, hvis jeg scorede. Vi har begge været lidt inde og ude af holdet, og vi bakker hele tiden hinanden op i forsøget på at blive bedre. Selvfølgelig er vi konkurrenter på et eller andet plan, men det vigtigste er at holde sammen og hjælpe med at holde hinanden skarpe.

SMC

Simon Makienok blev dobbelt målscorer for anden kamp i træk - denne gang mod Esbjerg fB.