Makienok: En kæmpe forløsning

11.11.2012 21:49

Simon Makienok tog hovedrollen, da Brøndby IF her til aften besejrede Silkeborg 2-1 efter at være kommet bagud i første halvleg.

Den blågule to-meter-mand blev skiftet ind i pausen og sparkede to bolde i nettet i slutningen af kampen. brondby.com fik følgende reaktion fra matchvinderen efter slutfløjtet.

Altid fantastisk opbakning

- Folk var meget trætte, men der var alligevel ekstra kraft på sejrssangen, som vi kunne synge for anden gang i denne uge. Dejlig følelse, lød det fra den dobbelte målscorer.

- Det var en kæmpe forløsning. Både for mig personligt, men også for holdet og fansene. Jeg synes altid, at opbakningen fra vores fans er fantastisk, og de støtter os, uanset hvor sort det ser ud. Det betyder virkelig meget for os, at de bliver ved med at tro på det. Det giver os spillere ekstra gejst, når vi skal forsøge at vende kampen.

- Da jeg skulle skiftes ind i pausen, fokuserede jeg bare på at bringe mine spidskompetencer bedst muligt ind i kampen. Jeg valgte at kigge bort fra det triste i situationen ved at være bagud og i stedet komme med energi og optimisme. Jeg var selvfølgelig skuffet over ikke at starte inde - det skal alle fodboldspillere være - men vi forsøgte at gribe kampen an på samme måde som i onsdags med hurtige folk, der kan løbe i dybden. Mit fokus var derfor bare at forsøge at bringe noget andet i spil, som måske kunne vende kampen. Det lykkedes heldigvis.

- Når det er sagt, så har vi egentlig kun vundet første halvleg med sejren over Silkeborg i dag, for kampen på søndag mod Esbjerg er mindst lige så vigtig. Vi skal levere samme tro på os selv og ride videre på den lille bølge, vi har fået sat skub i. Nu skal vi også vinde anden halvleg.

SMC

Simon Makienok nettede to gange i 2-1-sejren over Silkeborg. Foto: Arnason.dk.