Auri: Simon var livsfarlig i dag

11.11.2012 23:40

Auri Skarbalius kunne strække armene i vejret for anden gang i denne uge, da slutfløjtet lød i aftenens Superligaopgør i Silkeborg.

To mål fra Simon Makienok, flotte redninger fra Michael Tørnes og god moral fra samtlige spillere var nogle af de ingredienser, som cheftræneren fremhævede efter den vigtige 2-1-sejr.

Ekstra energi og tro på tingene

- Jeg synes ikke, at det skal dreje sig om mig i dag, men om spillerne. Det er dem, der er helte. De vendte kampen, sagde Auri Skarbalius efter at have været igennem adskillige TV-interviews.

- Det kræver en speciel mentalitet at spille i Brøndby IF, og drengene viste virkelig god moral i dag. I pausen snakkede vi om, at ingen hold er sikre på at vinde en kamp, blot fordi de er foran 1-0, så derfor skulle vi fortsat gå efter sejren. Vi skulle fortsat tro på det - og det gjorde spillerne på flotteste vis.

- Vi forsøgte at løse opgaven ved hjælp af forskellige taktiske redskaber - først med Oke og dernæst med Simon. Efter sejren i onsdags besluttede vi at lægge ud med samme direkte stil og angribe Silkeborgs bagrum, men vi blev for febrilske. Alligevel fik vi det udbytte, at de endte med at stå lavere i forsvaret for at forhindre truslen i dybden, og det blev derfor en fordel at bringe Simon i spil. Når vi vinder boldbesiddelse og erobrer bolden højere oppe, så er Simon jo livsfarlig - og det var han i dag. Vi havde i det hele taget en fantastisk bænk i dag, og jeg roste indskifterne for deres indsats. Som trænere vil vi gerne se den trodsreaktion, som gør det svært for os at vælge næste gang.

- Da vi scorede til 1-1, fik jeg en stærk følelse af, at vi ville vinde. Når man bliver ved, og at det pludselig lykkes, så kommer der ekstra energi og tro på tingene. Selvfølgelig er det vigtigt at være både dygtig og heldig i de afgørende situationer, for Tørnes redder os flere gange.

- Det er naturligt for mennesker, at vi begynder at løbe på tæerne i stedet for hælene, når tingene lykkes, og selvtilliden vokser. Vi har løbet på hælene i lang tid, og alligevel har vi spillet nogle fornuftige kampe. Forhåbentlig kan vi gøre det endnu bedre nu, læse situationerne endnu hurtigere og tro endnu mere på tingene.

AS

Auri Skarbalius roste spillerne for at vende kampen og sejre 2-1 mod Silkeborg. Foto: Arnason.dk.