Goodson: En ny mulighed for et godt resultat

03.11.2012 09:00

I sidste weekend kæmpede de blågule drenge sig tilbage i udekampen mod FC Midtjylland, og søndag kl. 17 venter en ny opgave i form af de blåhvid-stribede fra OB.

brondby.com har derfor taget en snak med anfører Clarence Goodson om det mentale arbejde i truppen, når spillerne går igennem en resultatmæssig svær periode.

Hvordan holder du som anfører dine holdkammerater klar og oppe på tæerne i en periode som denne?

- Jeg sikrer mig, at vi stadig er fuldt fokuserede til træning hver eneste dag. At vi er koncentrerede med hensyn til at forbedre de ting, der kræver et løft. Det er dog vigtigt, at vi ikke glemmer glæden ved spillet, selv om vi skal koncentrere os og arbejde både hårdt og seriøst med tingene. Når man kommer i en situation, der normalt vil få hovedet til at hænge, må man ikke miste humøret og glæden. Det ville være det værste, der kunne ske, for vi har brug for den energi. Vi fortsætter med at kæmpe for hinanden, og hver kamp er en ny mulighed for et godt resultat.

- Det mentale er en af de største udfordringer for os lige nu, men jeg synes, at vi har tacklet det flot. Man kan se, at drengene fighter hele tiden. Der vil altid være op- og nedture i løbet af en kamp, og det er afgørende, hvordan vi håndterer de forskellige perioder rent mentalt. Hvis modstanderen scorer, giver vi alt for at kæmpe os tilbage, og det har givet point. Den indstilling skal vi kunne køre i 90 minutter og ikke kun, når vi får et dunk i nødden.

Sidste gang mod OB blev det til et nederlag på 1-0, hvor du selv fik annulleret et mål. Hvor står holdet nu i forhold til dengang?

- Vi håbede selvfølgelig, at vi ville have flere point i tabellen på nuværende tidspunkt, men vi er, hvor vi er. Der er ikke andet for end at fortsætte med at fighte og træne målrettet på at forbedre alle aspekter af spillet. I første omgang skal vi forsøge at hente så mange point som muligt inden vinterpausen, og det begynder allerede søndag aften.

CG

Anfører Clarence Goodson holder holdkammeraterne til ilden hver dag. Foto: Arnason.dk.