Auri: Tror stadig på projektet

07.10.2012 22:05

Brøndby IF fik besøg af AaB i Superligaens 12. spillerunde, og det blev nordjyderne, som tog alle tre point med fra opgøret i form af en 3-1-sejr.

Ifølge cheftræner Auri Skarbalius mødte de blågule et klogere og skarpere hold, men han har stadig tillid til arbejdet med holdets udvikling.

Det skal nok vende

- Det er vigtigt, at vi går på banen med vindermentalitet. Det synes jeg, at vi viser i dag. Selv om vi er langt nede, og der bliver trådt på os, fortsætter vi med at kæmpe, og vi bliver ved med at tro på os selv. Jeg tror stadig på projektet, og det gør spillerne også. Vi ved, at det nok skal vende.

- Hvis vi skal se på de første 12 kampe, så lagde vi lidt for offensivt ud og lukkede ikke nok af i defensiven. Derfor blev vi nødt til at sætte en prop i og spille lidt mere primitivt i midten af det forløb. I dag må vi konstatere, at vi møder et skarpere og klogere hold.

- Fansene er fantastiske igen i dag. Det er dejligt, at de bliver ved med at bakke os op. Det kan være rigtig svært at se sit hold bagud med så meget, så det er meget imponerende.

AS

Cheftræner Auri Skarbalius var glad for, at spillerne fortsatte med at kæmpe. Foto: Arnason.dk.