Auri: Manglende koncentration bliver straffet

30.09.2012 22:30

Inden aftenens Superligakamp havde Brøndby IF spillet syv kampe i streg uden nederlag, men Randers FC satte en stopper for den statistik ved at sejre 3-2.

Efter slutfløjtet efterlyste cheftræner Auri Skarbalius mere koncentration og vilje i begyndelsen af de to halvlege, men glædede sig over spillernes evne til at komme tilbage i kampen efter at være nede med to mål.

Vi vil rejse os

- Vi manglede den sidste koncentration - specielt i begyndelsen af de to halvege - og det er ikke godt nok. Vi fightede godt, kom flot igen og kunne sagtens bringe os på 3-2, men så får de scoret i stedet. Vi fik endda mulighederne til at gøre det til 3-3, men når man ikke er koncentreret, bliver man straffet.

- Den vilje, som spillerne hiver frem, da vi kommer bagud 2-0, bør vi kunne vise fra start. Det er dog god moral at komme tilbage på den måde, og det skal spillerne have ros for. I perioder spillede vi faktisk strålende, men det virker som om, at når vi spiller godt, så taber vi, og når vi spiller mindre godt, så får vi point.

- Tabellen lyver aldrig, så vi må erkende, at vi ikke er bedre i øjeblikket. Jeg er dog sikker på, at vi vil rejse os. Holdene ligger tæt, og sæsonen er lang endnu.

AS

Auri Skarbalius efterlyste mere koncentration i opgøret mod Randers FC. Foto: Arnason.dk.