Auri: Drengene kæmpede forbilledligt

02.09.2012 20:04

Brøndby IF spillede uafgjort for tredje gang i træk i Superligaen. Først imod FC København, dernæst Esbjerg og her til aften også imod de forsvarende guldvindere fra FC Nordsjælland.

brondby.com fik følgende reaktion fra cheftræner Auri Skarbalius efter opgøret på Farum Park.

Vigtigt at fighte og holde hovedet højt

- Man skal kravle, før man kan gå, og set i forhold til vores nuværende placering, kan vi ikke tillade os at være utilfredse med et point på udebane imod de forsvarende mestre. Drengene kæmpede forbilledligt i dag, og det skal de have ros for.

- Nu får vi en lille pause til at lade batterierne op. Vi har haft tre kampe, hvor vi fighter godt og bliver belønnet for det. Lige nu er det vigtigt at fighte og holde hovedet højt. Vi skal være kyniske og tage de point, vi kan få.

- På længere sigt vil vi gerne være mere i boldbesiddelse og skabe flere chancer, men i øjeblikket er vi i en fase, hvor vi skal forsvare og bygge holdet op mentalt. Indstillingen er super vigtig på dette tidspunkt, og den bliver bedre for hvert point, vi henter.

AS

Cheftræner Auri Skarbalius roste sine spillere for at fighte i kampen imod FC Nordsjælland. Foto: Arnason.dk.