Makienok: Fantastisk modtagelse efter Derby

20.08.2012 16:55

Efter 1-1-Derbyet mod FC København ventede 200-300 Brøndby-fans på Brøndby-spillerne, da de kom retur til Brøndby Stadion efter kampen i Parken.

Det var en flok glade og imponerede spillere, der oplevede den overvældende velkomst fra tætteste hold. Blandt dem var Simon Makienok.

Efter Derbyet stod der 200-300 fans og tog imod jer foran Brøndby Stadion. Hvordan oplevede du den modtagelse?

- Det var helt fantastisk. Vi havde fået at vide i bussen på vej hjem fra Parken, at nogle fans ventede på os ved stadion, men det var en del federe og vildere modtagelse, end vi havde regnet med.

- Det viser lidt om deres dedikation og om det sammenhold, vi har, at de flere timer efter kampen tager imod os på den måde.

På nettet kan man i en stemningsvideo fra modtagelsen se dig holde et romerlys i et kort øjeblik. Hvad gik det ud på?

- Da vi går fra spillerbussen og ind på stadion, fik vi high-fives og krammere af alle fansene, og de sang helt vildt. Der er så en af dem, der stikker et romerlys i hånden på mig, og jeg bliver grebet af stemningen og holder det nogle få sekunder og giver det så tilbage. Mere er der ikke i det. Jeg ved godt, at det ikke er tilladt med romerlys, men det skal ikke overskygge modtagelsen og vores fantastiske fans, slutter Simon Makienok.

SM

Simon Makienok glæder sig over fansenes fantastiske modtagelse af spillerne efter Derbyet i Parken. Foto: Arnason.dk