Oke: Har fået målscorer-følelsen tilbage

15.08.2012 11:48

Oke Akpoveta scorede i mandagens reserveliga-opgør imod FC Nordsjælland, hvor det blev til 45 minutters spilletid. Dagen forinden havde den 20-årige angriber også været i aktion i form af 35 Superliga-minutter på Brøndby Stadion i 1-0-nederlaget til SønderjyskE.

brondby.com tog derfor en snak med den stærke nigerianer om at komme tættere og tættere på topformen efter den længerevarende korsbåndsskade, som holdt ham ude stort set hele sidste sæson.

Du havde nogle gode aktioner imod SønderjyskE i søndags og scorede dagen efter i Reserveligaen imod FC Nordsjælland. Hvordan er din følelse af skarphed lige nu?

- Jeg føler, at jeg bliver bedre dag for dag. Reservekampen gik okay for mig personligt. Selvom det var reserveliga, så lærte jeg stadig meget af det - og jeg har fået målscorer-følelsen tilbage.

Hvordan var den følelse?

- Det føles altid godt, når man scorer. Det betyder ikke noget, hvem man spiller imod. Det er bare vigtigt at komme tilbage til målinstinktet. Jeg går efter scoringerne, og jeg håber, at det også snart vil lykkes i Superligaen.

Du spillede en halvleg i reservekampen efter at have fået 35 minutter i benene søndag. Hvor tryg føler du dig efterhånden ved spillestilen og samarbejdet med dine holdkammerater?

- Jeg synes faktisk, at vi gør det godt, men i øjeblikket er vi uheldige med ikke at få flere point. I søndags sad vi på det meste af kampen, men uheldigvis vinder SønderjyskE alligevel. Alle spillere arbejder hårdt, og der er stadig god tro på, at vi kommer til at vende det.

- Personligt er jeg også positiv omkring spillestilen og samarbejdet. Jeg falder godt ind i træningen, og jeg kan mærke, at trænerne og holdkammeraterne tror på mig og min udvikling. Jeg arbejder hårdt for, at det skal fortsætte sådan. De har tillid til mig og forsøger at finde mig med deres afleveringer hele tiden. Det er en god klub for mig, for de stoler på mig. Jeg er godt nok kommet tilbage fra en længerevarende skade, men de kan se, at jeg kommer tættere på topformen dag for dag.

Hvor meget fylder risikoen for at blive skadet igen i dine tanker, når du træner og spiller kampe?

- Selvfølgelig skal man passe på sig selv, når man spiller, men jeg tænker ikke over, at jeg kan risikere at blive skadet igen. Sådan er fodbold. Det er et fysisk spil, og jeg gør mit job som sædvanlig. Jeg beder til, at jeg ikke vil blive ramt af en ny skade, men når jeg er på banen, giver jeg mig 100 procent. Det nytter ikke noget at rende rundt og være bange.

OA

Oke Akpoveta afløste Simon Makienok efter 55 minutter i søndagens Superliga-opgør imod SønderjyskE. Foto: Arnason.dk.