Auri: Masser at bygge videre på

15.07.2012 20:11

Det blev ikke til point i sæsonåbningen imod OB på Brøndby Stadion, hvor de blågule fik annulleret et mål, som anfører Clarence Goodson headede i nettet.

Cheftræner Auri Skarbalius hæfter sig imidlertid ved noget helt andet. Han glæder sig over, at 1-0-nederlaget efterlader en hel del at bygge videre på.

Ros til stadion og publikum

- Det er aldrig sjovt at tabe, men der er forskel på, hvordan man taber fodboldkampe. I dag skal der være stor ros til drengene for, at de gør alt for at vinde. På intet tidspunkt slog de op i banen eller undlod at overholde aftalerne. Der var energi og tro på tingene, og hvis vi kan holde fast i det, så skal vi nok få "stolpe ind". Det manglede vi desværre i dag.

- Jeg synes til gengæld, at der er masser at bygge videre på. Vores midtbane med Mike (Jensen, red.) og Franck (Semou, red.) er fantastisk, forsvaret holder OB fra de større chancer, og vi er godt kombinerende. Vi kommer ud over kanterne, men vi skal blive bedre til at score mål. Det vil sige kvalitet i indlæg og afslutning. Vi har en del gode indlæg efter pausen, og fodbold handler også om at blive bedre, som kampen skrider frem, og på den måde stille og roligt æde modstanderne. Det lykkedes langt hen ad vejen i dag. Jeg har hele tiden sagt, at man skal være konstruktiv og passe på, at man ikke lader sig rive med af følelsen af nederlag.

- I den forbindelse vil jeg også gerne give ros til stadion og publikum. Drengene snakkede også om i pausen, at man på intet tidspunkt kunne mærke på publikum, at vi var bagud. Tilskuerne bar spillerne hele vejen, og jeg glæder mig til at fortsætte udviklingen sammen med alle dem, der støtter os. Jeg er meget fortrøstningsfuld og glæder mig til næste kamp.

AS

Cheftræner Auri Skarbalius ærgrer sig over 1-0-nederlaget til OB, men glæder sig til gengæld over, at der er en hel del at bygge videre på. Foto: Arnason.dk.