Auri: Vi laver for mange tekniske fejl

06.05.2012 19:06

Brøndby IF tabte her til eftermiddag 0-1 til de bolchestribede fra Aalborg. Det blev en rodet affære fra begge sider af, og målchancer var i den grad en mangelvare i en ikke særlig velspillet Superligakamp.

Cheftræner Auri Skarbalius var heller ikke tilfreds med sit holds spillemæssige præstation på dagen, men glædede sig over, at en af klubbens egne talenter Patrick Olsen gjorde en fin figur, da han dannede makkerpar med Mike Jensen på den centrale midtbane.

Vi forsøgte, men spillet fungerede ikke i dag

- Det var en rodet kamp i dag. Både spillemæssigt og rent teknisk må vi indrømme, at vi bare ikke er gode nok i dag.

- De sidste par kampe vi har spillet, har vi skabt masser af chancer og scoret seks mål. I dag rammer vi så nærmest ikke målet, og det er selvfølgelig ikke godt nok.

- I pausen snakkede vi om, at vi skulle blive bedre til at ramme hinanden, men vi får bare ikke spillet til at fungere i dag.

- Jeg synes, at Patrick Olsen gør en god figur på den centrale midtbane - på trods af hans alder er han meget rolig med bolden og har et godt blik for spillet. Det er en rigtig god erfaring at få for de unge spillere, og noget der vil gavne deres udvikling, slutter cheftræner Auri Skarbalius.