Rommedahl: De er mere kyniske end os

16.04.2012 08:17

Dennis Rommedahl havde i gårsdagens kamp imod AC Horsens overtaget anførerbindet, da den normale anfører Clarence Goodson var ude med karantæne.

Den rutinerede landsholdsspiller spillede en fornuftig kamp og havde succes med at udfordre på kanten, men burde ifølge ham selv have scoret et mål.

Den skal bare ind

- Jamen, jeg synes egentlig vi spiller en fin kamp. Vi kom godt ud af starthullerne, noget vi har manglet i nogle af de andre kampe, og får tilspillet os en del muligheder. Desværre er vi ikke skarpe nok, og så bliver vi straffet af et kynisk Horsens-mandskab.

- Den helt store forskel er, at de er mere kyniske, end vi er og formår at udnytte deres chancer. Selve spillet synes jeg fungerer godt i perioder, og vi får lagt er godt pres på AC Horsens, som desværre ikke resulterer i mål.

- Jeg har en kæmpe chance, som jeg skal score på, der er ikke så meget dér - den skal bare puttes ind. Desværre vælger jeg den forkerte løsning, men sådan er det nogle gange.

- Det passer mig fint at have anførerbindet i Clays (Clarence Goodsons, red.) fravær. I og med at jeg er en af de mere erfarne på holdet, er det naturligt for mig at være anfører, slutter Dennis Rommedahl.