Auri: FCK var skarpest, men vi viser god moral

05.04.2012 21:17

Ovenpå 1-3 nederlaget i Parken torsdag aften var det en afklaret cheftræner, som brondby.com talte med.

Ifølge Auri var FCK det skarpeste hold, mens cheftrænere er tilfreds med holdets arbejdsindsats kampen igennem.

Meget boldbesiddelse, men ikke farlige nok

- FCK starter kampen klart bedst, og der har vi problemer. Længere inde i første halvleg rejser vi os fint, og det er paradoksalt nok i vores bedste periode, at de får scoret.

- Vi viser god moral og svarer tilbage med det samme, men desværre starter anden halvleg lidt som første, hvor FCK kommer bedst ud og lægger os under tryk. Alt i alt tabte vi i dag til et skarpere hold.

- Vi har meget boldbesiddelse, og det bør vi være bedre til at udnytte. Der skaber vi ikke nok. Jeg synes, alle spillere leverer en god indsats, men FCK er et godt hold, og det må vi også erkende.

- Vi kan tage mange erfaringer med fra opgøret, og vi arbejder naturligvis ufortrødent videre med den proces, som er i gang. Som vi hele tiden har sagt, så tager vi en kamp af gangen, og nu begynder vi at kigge frem mod kampen mod HB Køge på mandag, slutter Auri.

Jubel

Holdet jubler over Simon Makienoks 1-1 mål. Foto: Arnason.dk