UNICEF slår alarm: 1 million børns liv i fare

03.04.2012 14:01

I dag starter UNICEF en global kampagne for at alarmere om den snigende katastrofe i Sahel regionen, hvor 1 million børn er i fare for at dø af underernæring.

En enorm katastrofe er under opsejling i Sahel regionen. Efter gentagne tørkeperioder i 2005, 2010 og nu i 2012 er befolkningen i de otte berørte lande i regionen på tværs af Afrika hårdt ramt. 13 millioner mennesker vil være afhængig af hjælp i 2012, fordi forholdene i regionen er blevet forværret. Og som altid er det de små børn, som er de mest udsatte. Mindst 1 million børn er i fare for at dø af underernæring, hvis vi ikke handler nu. 

UNICEF starter i dag en global kampagne for at gøre verden opmærksom på den snigende katastrofe og for at få støtte til den massive indsats, der er nødvendig, så de værste effekter af katastrofen kan forebygges. "Vi kan forhindre katastrofen, og det er vi allerede i fuld gang med, men vi har brug for al den hjælp, vi kan få - inden det er for sent!" siger UNICEF Danmarks generalsekretær, Steen M. Andersen.

UNICEFs nødhjælpseksperter har forudset katastrofen, og derfor har FNs børneorganisation siden sidste år sørget for at få forsyninger på plads i de ramte områder, men nødhjælpen rækker kun i et begrænset tidsrum. UNICEF har lige nu fokus på at behandle underernærede børn med ekstra nærende mad og mælk, forebyggelse og behandling af malaria samt behandling af diarré og adgang til ordentlig sanitet.

"Det vil være uacceptabelt, hvis vi igen skal være vidne til ny katastrofe, der kræver mange børns liv, når vi ved, den kommer, og vi ved, vi kan forebygge den," siger Steen M Andersen. "Der skal så lidt til. For kun 560 kroner kan vi redde et underernæret barns liv."

UNICEFs hjælpearbejde foregår i samarbejde med de otte landes regeringer, hvor vi etablerer behandlingsmuligheder i lokalsamfundene og samtidig støtter den opsøgende indsats med at nå alvorligt underernærede børn.

Hjælp børnene i Sahel

UNICEF Danmark samler ind til de katastroferamte børn i Sahel

SMS ALARM til 1919 og støt med 150 kroner
Ring 90 56 56 19 og støt med 150 kroner
Støt via UNICEF Danmarks hjemmeside www.unicef.dk

Få jævnlige opdateringer om katastrofens omfang og udvikling ved at følge @unicef_danmark på Twitter og UNICEF Danmark på Facebook.
 
I 60 år har UNICEF været verdens førende organisation for børn. UNICEF arbejder i 156 af verdens fattige lande for at sikre børn en sund og tryg opvækst, skolegang og beskyttelse mod vold, udnyttelse og aids. I den industrialiserede del af verden har UNICEF 37 nationalkomiteer, heriblandt UNICEF Danmark, der oplyser om og samler penge ind til UNICEFs hjælpearbejde for verdens børn. UNICEFs arbejde er udelukkende finansieret af frivillige bidrag fra regeringer, erhvervslivet, fonde og private bidragydere.