Bjur: Simon og Brøndby IF er et rigtig godt match

28.01.2012 12:19

Brøndby IF har lørdag sikret sig angriberen Simon Makienok Christoffersen fra HB Køge.

Sportschef Ole Bjur lægger ikke skjul på, at det er en ønskespiller, som det er lykkedes at hente.

I toppen af ønskelisten

- Det er ingen hemmelighed, at vi med Simon får den spiller, som har stået helt i toppen af vores ønskeliste. Vi har primært gået efter at styrke vores angreb i dette transfervindue, og det er nu lykkedes med købet af Simon. Han er en rigtig dygtig ung spiller, der fortsat kan udvikle sig, men som allerede nu har nogle klare spidskompetencer, blandt andet hans hovedspil, som få andre herhjemme matcher.

- At han også netop har været udtaget til ligalandsholdet og har gjort det flot her, er ligeledes et tegn på, at det er en spiller med et højt niveau og ikke mindst et stort potentiale, som nu skal udvikle sig yderligere under Auris vinger. I den henseende er det selvfølgelig en stor fordel, at Auri kender Simon så godt fra HB Køge, som det er tilfældet.

- Vi har i et stykke tid haft et godt øje til Simon, som gennem en længere periode har gjort sig bemærket blandt andet på ungdomslandsholdene, og med Auris ankomst fik vi endeligt bekræftet, at Simon spillemæssigt, mentalt og personlighedsmæssigt er et rigtig godt match for Brøndby IF, slutter sportschef Ole Bjur.

SM & OB

Sportschef Ole Bjur er glad for, at det lykkedes at tilknytte Simon Makienok Christoffersen til Brøndby IF.