Max von Schlebrügge forlader Brøndby IF

02.12.2011 14:11

Svenske Max von Schlebrügge stopper i Brøndby IF, når hans kontrakt udløber efter efterårssæsonen.

Max von Schlebrügge kom til klubben fra RSC Anderlecht i januar 2008 og har spillet 109 kampe for klubben og scoret 12 mål. I 2008 var han med til at vinde pokalturneringen, og i perioden juli 2009 til august 2011 bar han anførerbindet for Brøndby IF.

En ægte kriger

- Vi har i den sportslige sektor besluttet, at Max ikke indgår i Brøndby IF's planer for 2012. Det er en afklaring, der af forskellige årsager har været et stykke tid undervejs, men nu er beslutningen truffet, og Max og jeg har i dag haft en god snak og sagt tak for denne gang.

- Der er ingen tvivl om, at Max har været en stærk spiller og en god personlighed for Brøndby IF at have i truppen. Jeg tror, at de fleste vil huske ham som en ægte kriger på banen, som altid har ydet sit maksimale. Uden for banen har han også været meget vellidt i klubben, da han jo er en rar og sympatisk fyr.

- Vi er sikre på, at Max nok skal blive en gevinst for en ny klub, da han fortsat er en fit og dygtig spiller. Jeg vil i hvert fald gerne på vegne af klubben sige tak for indsatsen og ønske Max al held og lykke videre i karrieren, runder Ole Bjur af.

MVS

Max von Schlebrügges seneste optræden i den gule trøje var den 31. juli 2011, hvor han i nederlaget til Horsens scorede til 1-0.