Max: Dejligt at spille igen

16.11.2011 12:45

Rutinerede Max von Schlebrügge fik tirsdag comeback i den gule trøje blot to måneder efter sin operation for et springerknæ.

Og den sympatiske svensker var også tilfreds med gårsdagens 45 minutter i Reserveholdskampen.

Føler mig fit

- Ja, det var rigtigt dejligt at være tilbage og spille fodbold igen. Jeg følte mig godt med konditionsmæssigt på banen og havde ikke problemer med luften. Samtidig kunne jeg mærke lidt af den gamle speed i løbeduellerne, så det var også rigtigt rart.

- Lægerne sagde egentlig til mig, at jeg skulle regne med 12 ugers pause efter operationen, men alt er gået rigtigt godt, og så tog jeg 45 minutter i Reserveholdskampen, og alt føles stadig godt nu, så nu ser jeg fremad, da jeg føler mig helt fit.

- Vi havde et meget ungt hold mod et erfarent hold i går, men jeg synes egentlig, at vi er spillemæssigt godt med og står godt på banen, og FCK scorer også via et straffespark og et hjørnespark, så organisationen og vores eget spil kan vi være tilfredse med. Vi skaber også chancerne til at score et par gange, så ros til de unge drenge for en god indsats.