Blog: Direktøren om Derbyet

06.05.2011 08:30

Administrerende direktør Jan Lockhart blogger på brondby.com om søndagens Derby og planerne for Brøndby IF fremadrettet.

Læs Lockharts blog nedenfor.

Vigtig test på søndag

Om få dage møder vi arvefjenden for sidste gang i denne sæson. Kampen er denne gang uvæsentlig i forhold til de to klubbers interne placeringer, men af meget stor betydning for Brøndby IF. For det første, har vi fortsat medaljer og europæisk deltagelse at spille om. For det andet, så står der altid store mængder prestige på højkant i forbindelse med et Derby.

Og for det tredje bliver kampen en vigtig indikation på, hvor langt vi reelt befinder os fra Danmarks i øjeblikket bedste fodboldhold. Trods nederlaget for halvanden måned siden i Parken spillede vi en fornuftig kamp - især i første halvleg. Den primære målsætning for kampen på søndag er, at vi skal have forbedret os yderligere, således at vi reelt er i stand til at true dagens modstander.

Såfremt vi kan det, er der basis for at tro på, at vi med de forestående, planlagte forstærkninger af truppen in mente, er i stand til at komme et stykke tættere på guldmedaljerne i næste sæson - end tilfældet har været i den snart overståede version.

Talenterne skal bruges

Vi vil fremover i stigende omfang vælge at give vores største, unge talenter chancen i startopstillingen, som det i foråret er sket med Mathias Gehrt. Dette er allerede meldt ud, og det kommer vi til at stå ved. Men vi vil også gøre alt for at give de unge talenter den optimale støtte i form af mere etablerede spiller af meget høj kvalitet, som de kan læne sig op af.

Disse spillere vil blive tilført truppen på de strategisk vigtigste pladser i løbet af de kommende transfervinduer. Således bliver vi gradvist stærkere, og på et tidspunkt er vi så gode, at vi igen står med guldmedaljerne om halsen. I bund og grund en ganske simpel plan, som vi imidlertid har til hensigt at følge ganske kompromisløst.

Gradvise forbedringer

I takt med, at det forhåbentlig bliver klart for alle, at vi tilpas hurtigt og sikkert bevæger os i den rigtige retning, er jeg også overbevist om, at opbakningen til klubben vil blive yderligere styrket. Både blandt fans og sponsorer. Dette vil igen medføre massiv oprustning på den kommercielle og imagemæssige del.

Med andre ord, så forventer jeg fra nu af, at vi med hastige skridt er på vej mod bedre tider - både sportsligt, økonomisk og imagemæssigt. Der findes ingen hurtige løsninger eller mirakelkure, men vi har en plan. Og fra nu af og indtil vi igen indtager tronen i dansk fodbold, vil man kunne konstatere klare, gradvise forbedringer på alle vigtige fronter. Og det må I gerne hænge mig op på!

God kamp på søndag - vi ses på stadion,
Jan Lockhart