Blog: Lockhart har ordet

11.03.2011 13:01

Den 1. marts 2011 tiltrådte den nu tidligere direktør for Apollo Rejser Jan Lockhart som ny administrerende direktør i Brøndby IF.

Fremover vil Jan Lockhart og Brøndbys IF's nye sportschef, Ole Bjur, blogge her på brondby.com. Vi lægger ud med adm. dir. Jan Lockharts første ord.

Fodbold skal være en oplevelse

Det er nu godt og vel en uges tid siden, jeg satte mig i den (angiveligt) varme stol som adm. direktør for Brøndby IF. Og lad mig sige det med det samme: Jeg føler mig allerede rigtig godt tilpas i de nye omgivelser.

Her hersker en både positiv og dynamisk stemning i alle afdelinger, og alle i organisationen - både dem med fodboldstøvler på og dem uden - giver tydeligt udtryk for, at de i den grad tror på fremtiden.

Det synes jeg i høj grad også, de har grund til. Faktisk har jeg svært ved at få øje på nogen årsag til det modsatte. Lad det ganske vist være indrømmet, at vi har visse udfordringer, der skal løses. Her tænker jeg for eksempel på, at vi i en periode fremover er nødt til at være mere opmærksomme på, hvordan vi bruger vores penge, end det måske har været nødvendigt de senere år.

Det betyder også, at vi må lære at få det bedste ud af de ressourcer, vi råder over i form af den eksisterende trup - og i form af vores betydelige talentmasse. Men den proces vi i den forbindelse skal igennem, vil i høj grad også være med til at styrke os. Både på den korte bane og i det lidt længere perspektiv, når der igen blæser mildere, økonomiske vinde over vestegnen.

Forårets første kamp imod Lyngby BK kan vel næppe kaldes tilfredsstillende, hvis man alene kigger på pointhøsten, men spillet og indsatsen på banen gav alligevel grund til en vis grad af optimisme forud for de næste 13 kampe i Superligaen. Og ser man på rammerne omkring kampen, så var de i høj grad medvirkende til at trække mundvigene i den rigtige retning.

Imponerende 17.500 på lægterne samt masser af stemning og solid opbakning til holdet. Kan vi holde dampen oppe på banen - gerne kombineret med lidt mere træfsikkerhed i modstanderens straffesparksfelt - og ydermere fortsætte de gode takter med hensyn til fremmøde og opbakning på tilskuerpladserne, så ligger der rigtig mange gode oplevelser og værdifulde point og venter på os i de kommende kampe.

Vi vil i øvrigt fremover lægge endnu mere vægt på, at det at gå til fodbold skal være en oplevelse, der gerne må starte et par timer eller mere før kampen. Dette vil give sig udslag i en gradvis optrapning af de såkaldte 'prematch-arrangementer', hvor vi nu har fået en fantastisk samarbejdspartner i form af Carlsberg, der har rigtig meget erfaring på dette område.

Arrangementernes karakter vil variere en del afhængig af kamptidspunktet, men der vil blive lanceret oplevelser i rigelige mængder for både store og små Brøndby-fans.

Vi ses til endnu en spændende kamp på søndag. Jeg tror i øvrigt, at det bliver til tre point denne gang.

Foråret er kommet til Vestegnen.

Med blågule hilsner,
Jan Lockhart