Jens Larsen i A-truppen
22.06.2009 10:25
Ud over Paul Jatta, Mikael Nilsson og Jan Frederiksen er der endnu et nyt ansigt i dén trup, der her til morgen har indledt sæsonoptakten på bane 3.
Således er Jens Stryger Larsen indlemmet i A-truppen fra dags dato.
Midtbanekraft med stort potentiale
- Jens Larsen en aggressiv spiller med mange kvaliteter, især i den offensive del af spillet. Han har mest spillet den offensive midtbaneplads, men kan også spille kant, både i en flad midtbanekonstellation, i diamanten og som decideret angrebswing.
Således beskriver talentchef Kim Vilfort den nye spiller i A-truppen, der også får følgende skudsmål med på vejen.
- Jens er i det hele taget en rigtig, rigtig dygtig spiller med en god indstilling til spillet. Han sparker godt til bolden, og er en meget arbejdsom og ambitiøs spiller, som vi forventer os meget af på sigt, lyder det fra Vilfort.
Læs mere om Jens Larsen senere på dagen på brondby.com, der naturligvis følger dagens træning tæt. Landsholdsspillerne har fået fri frem til torsdag, hvorfor spillere som Samuel Holmén, Stefan Gislason, Mikael Nilsson, Mike Jensen, Daniel Wass og Anders Randrup ikke er til stede i dag.