Laudrup: Man skal nyde titlerne

05.05.2005 22:04

- Det siger sig selv jeg er glad for sejren i dag, mesterskaber og titler er det vi spiller om, og når man vinder noget stort skal man nyde det, det er ikke noget der sker for mange gange i karrieren. Jo, det er en dejlig følelse, konstaterer en glad cheftræner efter en spændende pokalfinale, der efter forlænget spilletid endte med blå-gul triumf.

- Vi spiller en rigtig god første halvleg, og scorer også et enkelt mål. FCM starter med en god afslutning, men ellers sidder vi på det meste de første 45 minutter, og jeg synes spillet var opløftende. Vi har så 15 minutter af anden halvleg, hvor det ikke kører så godt, og jeg synes vi sover ved deres første mål.

- Opspillet kan vi ikke pille så meget ved, men han må aldrig få lov at stå så alene ved kanten af feltet. Sådan noget straffes omgående, og det ser vi i dag. De scorer også til 2-1, men så tager vi fat igen.

Michael Laudrup hyldes efter sejren

Glæden var enorm efter pokaltriumfen.

Justeringer

- Vi ændrer lidt og da de får en mand smidt ud, skifter vi til et tremands forsvar. Det var rent taktisk, og absolut ikke fordi Sennels spillede dårligt. Vi ville bare gerne have flere mand i front, og på det tidspunkt spiller vi faktisk med 4 angribere.

- Vi får helt fortjent udlignet, og i overtiden sidder vi igen på det meste. Det er en god sejr, og alle klubber spiller jo for at vinde titler. Det kan få stor betydning for resten af sæsonen det her, for vi vil jo gerne have en til, smiler han.

- Vi ændrer i det hele taget et par gange, og da vi kommer på 2-2 sætter vi Daugaard tilbage i forsvaret og spiller så med 4 igen. Allerede i pausen sætter vi Jonas Kamper ind for at give mere tryk og fart på fløjen, men det var ikke utilfredshed med Mads, der spillede godt, og i øvrigt lagde op til et mål. Vi justerede bare lidt, og bortset fra de første 15 minutter synes jeg, det viste sig at være rigtigt.

- Det her skal man have lov til at nyde, men vi har en vigtig kamp om minder end 72 timer, så nu hygger vi os i aften og glæder os over sejren i morgen, men så er fokus allerede på OB.

Hård kost?

Forlænget spilletid 3 dage før en vigtig udekamp er måske ikke optimalt, og Laudrup har da også et par spillere, der skal tjekkes for skader, før truppen kan udtages.

- Det er rigtig nok. Skoubo må gå ud, og der er også et par andre småting, men intet kurerer den slags som vigtige sejre, og vi har også andre stærke folk i truppen, så det tager vi som det kommer. Sejre giver selvtillid, og sejre i store kampe giver endnu mere selvtillid, så vi skal holde fast nu, konstaterer cheftræneren.

Selvtillid fik Johan Elmander også, da han blev kåret som årets pokalfighter, men Laudrup ønskede ikke at fremhæve enkeltspillere.

- Det kunne have blevet så mange spillere, men jeg er glad for det blev en af vores, smiler han.

- Spillerne skal have lov at nyde det her, for titler er hvad vi spiller for. I dag vandt vi endnu en titel, og det betyder alt for en klub som Brøndby IF, runder cheftræneren af.