2. etape - 1978

Den første tribune

Brøndby bliver ved med at rykke op i rækkerne, og er nu nået til den første kamp i den daværende 2. division. Det er ikke længere særlig formålstjenligt, at hjemmehold og modstandere skal løbe spidsrod mellem publikum for at komme på banen.

Hovedindgangen er blevet flyttet ned til hjørnet mellem nutidens Faxe- og Dansk Avis Tryk Tribunen, og samtidig er de første boder rykket ind på stadion. En slikbod på hjul, en souvenirskurvogn og en pølsevogn har afløst købmand Haralds varebil, hvorfra en af klubbens grundpiller, Røde Jørgen, stod og solgte øl, vand og slikposer i stadions første leveår. Spillerne skal skånes for at bryde igennem slikkøen, og Berlingske Tidende beskriver stemningen til kampen mod AaB den 2. april 1978 således: "Blæsten jog hid og did på Brøndby Mark, hvor der er alt for åbent til at være hyggeligt, men det bliver bedre, når den ny tribune til 3,2 millioner står klar til august."

Tribunen

Brøndby Stadion fik sin første reelle tribune og en nye løbebane.

Således bliver en siddetribune med 1.200 overdækkede pladser samt omklædningsfaciliteter opført, hvor hovedtribunen står i dag. Alting har, som bekendt, en begyndelse, men set i bakspejlets krystalklare skær, har dette arkitektoniske mesterværk sandsynligvis mest af alt mindet om en overdimensioneret betonpaddehat midt imellem alle poplerne og buskene. Det kunne dog ikke berøve Brøndbyfolkene deres udelte stolthed over vidunderet.

Det virkede såmænd efterhånden også som det næste skridt, efter at atletikklubben havde fået bevilget en rød løbebane af kunststof i stedet for den hæslige slaggebane. Klubbens beskedne fanskare indtager straks de resterende siddepladser - hele 300 pladser på midten er reserveret til pressefolk og sponsorer. Pludselig er Glostrup I.C.s, indtil da rimeligt imponerende trætribune á la engelsk 4. division, helt uddateret. Ingen kan længere være i tvivl om, hvem der styrer i Folkebladets udgivelsesområde, og ingen kan længere huske, hvordan fodbold havde set ud i banehøjde. Jo, det hele dufter bestemt af storhed. Isfabrikanten Frisko er da heller ikke sen til at springe til med et betragteligt sponsorat, og kan dermed lægge navn til den første tribune på Brøndby stadion.

På det stadion, du besøger i dag, kan du måske danne dig et indtryk af Frisko-tribunens dimensioner ved at rette blikket mod de nederste siddepladser på hovedtribunene (der, hvor spillerne løber ud). Dét er resterne af den originale tribune.