10. etape 2008

Drømmestedet, Vilfort Park, helvede i nord eller bare Danmarks bedste fodboldstadion. Kært barn har mange navne. Lige efter sommerpausen i 2008 kunne Brøndby IF og KasiGroup løfte sløret for et femårigt stadionsponsorat, der betød, at Brøndby Stadion skulle have nyt navn. Der blev gættet på mange forskellige navne til Brøndby-spillernes hjemmebane, vis første spadestik blev taget 1965.

Det næststørste enkeltsponsorat i Brøndby IF's historie bragte til manges store tilfredshed ikke et dumt reklamenavn med sig. KasiGroup valgte at beholde navnet, så Brøndby Stadion blev ved med at hedde...Brøndby Stadion!

Indvielsen

Mens efteråret kastede sine lange skygger over det ganske land kunne Brøndby Stadion blive indviet på bedste vis, da FC Nordsjælland blev besejret en herlig novemberdag. Ved indvielsen kunne Jesper Nielsen, der er direktør i KasiGroup, fortælle følgende initiativet.

- Brøndby Stadion har altid været mit drømmested. Da vi fik muligheden for at købe rettighederne til stadionnavnet, var vi ikke i tvivl om at fastholde navnet "Brøndby Stadion". Det gør vi som en gestus og i respekt overfor klubben, lokalområdet og i særdeleshed de mange fans.

Med 35 år på bagen gennemgik Brøndby Stadion i år 2000 en omfattende ombygning, så der nu er plads til 29.000 tilskuere, hvoraf 23.400 er siddepladser.

Synlige ændringer

Det er ikke kun på papiret at Brøndby Stadion har ændret sig. Store, gule bogstaver er hængt op under taget tre steder på Brøndby Stadion, der viser det 'nye' navn, og i mørket ses den flotte indretning flere hundrede meter væk.

Hver endegavl på stadion er prydet med fire flotte billeder, der viser Brøndby-spillere og fans i forskellige situationer. Blandt andet Michael Krohn-Dehli i et sejrsbrøl, en Morten Duncan Rasmussen-fejring og anfører Gislason, der svinger dirigentstokken.

Men også inde på stadion er der kommet flere forbedringer, hvor fansene har nydt godt af Brøndby Stadions nye identitet. På siden af Faxe-tribunen hænger et stort, flot skilt med ordene: "Brøndby Stadion er vores drømmested". Og på midten af tribunen er nu opstillet et såkaldt capo-tårn, hvor udvalgte fans dirigerer og motiverer den vokale støtte til tropperne på banen.

Så næste gang du er på Brøndby Stadion, så giv dig selv ti minutter til en tur omkring stadion, og oplev det gamle stadion i ny dens nye, flotte indpakning.

Taget fra artikel bragt i "Fodbold i Brøndby" 4/2008.