2001

Så gik der endnu et fodbold år. Men hvordan gik det?

Dybest set er det en underlig ting sådan, på en eller anden måde, at skulle putte en karakter, en bedømmelse på et år der naturligvis har været præget af såvel opture som nedture. Og hvilket parameter kan man bruge til denne bedømmelse? 13 skalaen? Næppe! Og så er der jo lige det, at det vel er en helt umulig opgave at formulere en karakter som alle kan være enige i. Dertil har alle oplevet året med hver sit sæt briller, forventninger, og afhængig af, hvor man faktuelt har befundet sig i forhold til Brøndby IF.

Men det gik da meget godt! Eller hvad?

  • Vi blev desværre ikke danske mestre fordi vi tabte til OB, Lyngby og FCK.
  • Vi blev desværre heller ikke Pokalmestre fordi vi tabte til Viborg.
  • Vi kom heller ikke i UEFA Cup kvartfinalen fordi vi tabte til Parma.

Hold da op hvor er det egentligt nemt at analysere fodbold! Tænk? Vi nåede ikke vore store mål fordi vi tabte da det gjaldt. Eller gjorde vi?

Året begyndte ellers helt efter traditionerne med en sejr i BT Cup?en indendørs i BrøndbyHallen første søndag i januar. Ikke fordi der er specielt megen prestige, endsige officielt DM over begivenheden, men det er i meget høj grad en ting både spillerne og klubbens fans virkelig ønsker der skal vindes. For det første er det jo noget der foregår 'på vor egen hjemmebane', og så er det tillige den første snært af rigtig fodbold efter næsten en hel måned at have været væk fra de blå/gule helte.

Træningskampene frem mod turneringsstarten gik for så vidt ganske udmærket. En kende pessimisme sneg sig dog ind efter den sidste afpudsning inden turneringsstarten, hvor vi mødte Viking fra Norge. Kampen endte 1-1, men efterlod i høj grad et indtryk af, at der skulle helt andre boller på suppen når det gik løs i den første kamp mod OB på Brøndby Stadion.

De boller nåede desværre ikke at blive kreeret til Superliga starten den 11. marts. Trods langt overvægt i spil og chancer til os, så formåede fynboerne iskoldt og kynisk at udnytte deres få halve, og kunne dermed drage over Storebæltsbroen med en 1-2 sejr og alle tre point i bagagen. Det var nok et af de nederlag vi siden kom til at ærgre os allermest over.

Selvfølgelig ærgrede det også en hulens masse at vi måtte indkasserer et nederlag på hjemmebane til FCK d. 1. april. Vi havde chancen for at distancere os i mesterskabsopløbet. Men FCK?erne var, indrømmet, bedre end os på dagen, og selv om turneringen stadig er ung, og alt kan ske, så var det måske alligevel et tegn om at tingene desværre ikke skulle flaske sig for os i år.

April blev i øvrigt en rigtig ØV-måned. Nederlag til Viborg i Pokalen og uafgjorte kampe mod Herfølge, AaB og FC Midtjylland i Superligaen. Dyrebare pointtab, men alligevel, trods alt, er muligheden for guldet stadig i egne hænder (fødder).

Den utroligt intense spænding skulle vise sig at holde helt frem til søndag d. 10. juni på anden sidste spilledag. Af mærkværdige årsager havde vi kunnet tillade os at 'dumme' os og miste point, men stadig formå at fastholde kontakt nok til guldpladsen til, at selv på anden sidste spilledag 'blot' at skulle slå FCK i Parken for stadig at kunne erobre guldmedaljerne. Godt nok en skidt dag!

Men erkende må vi vel, om end nødtvunget, at atter var FCK?erne bedre end os ? i denne kamp desværre tillige meget bedre. Så sejren på 3-1 og dermed det 2. mesterskab til københavnerne var såmænd velfortjent nok. Vi måtte 'nøjes' med sølvet og adgang til kvalifikationsspillet om en plads i UEFA Cup?en.

Er det så ringe endda?

Når man kigger tilbage på foråret og i den forbindelse visse avisskriverier, var det godt nok slemt! Der var næsten ingen grænser for hvor stor en skuffelse holdet præsterede, og Åge Hareide blev ind imellem krævet fyret flere gange om ugen. Ledelsen blev beskyldt for at være handlingslammet og flere af spillerne blev krævet udlejet til diverse serieklubber. Joe.. Foråret var en ynk! Eller var det?

Egentlig burde man vel spørge sig selv om det er OK at få sølv og samtidig opnå adgang til europæisk fodbold. Måske skulle man spørge en AaB-fan, en OB-fan en FC Midtjylland-fan ? tja, selv en FCK fan! Mon ikke svaret ville være: Jo det er meget flot at vinde sølv og få mulighed for at boltre sig på den europæiske fodboldscene! Men ikke for Brøndby IF. Næ, nej nej.

Ikke blot skal spillet være på et højt internationalt underholdningsmæssigt niveau, sejrene skal også komme i lind strøm, uden hensyntagen til, at der desværre også er andre fodboldklubber i Superligaen, der ind imellem også gerne vil vinde en fodboldkamp ? og i øvrigt allerhelst mod netop Brøndby IF. Vi er nok lidt forvendte herude på Vestegnen.

Men selvfølgelig var det også internt tid til en del selvransagelse. For var skuffelsen stor blandt klubbens mange fans, så var den absolut ikke mindre hverken i trænerstab, blandt spillere og i direktionslokalerne. Ikke det at det 'kun' blev til sølv! Næ, det var i højere grad et spørgsmål om, hvorfor vi da for pokker ikke formåede at spille bedre fodbold. Havde vi dog bare spillet godt fodbold, så havde vi sikkert levet meget bedre med, at vi indimellem tabte tåbelige point. Det var det med at spillet ikke fungerede optimalt der nagede. Alle på tæt hold vidste jo godt at spillerne sagtens kunne ? men hvorfor gjorde de det så ikke, når det gjaldt?

Sommeren viste sig heldigvis at blive oprustningens tid. Dels formåede holdet at spille et par virkelig fremragende træningskampe mod stærke modstandere, og dels fik vi lidt efter lidt spillere klar, der ellers længe havde været plaget af skader. Topscorer Peter Graulund blev solgt til Bochum, mens vi tegnede kontrakt med stortalentet Mads Jørgensen fra AGF og siden også Peter Degn.

En enkelt lille nostalgisk ting bør der være plads til i ethvert tilbageblik: Hvor var det dejligt at gense Ebbe Skovdahl på Brøndby Stadion. Han gæstede Brøndby IF i forbindelse med en træningslejr og mere end 5.000 tilskuere lagde turen om Brøndby Stadion den 15. juli til kampen Brøndby IF mod Skovdahls nye tropper, Aberdeen.

Nu har Ebbe jo altid været en sød fyr, så også denne dag lod han gavmildheden flyde i lind strøm, med en 2-1 sejr til de blå/gule som resultat. Det var vel nok den bedste form for rygstød spillerne kunne få op mod ligastarten 7 dage efter mod AGF. 5-0 blev det mod de nærmest forgæves kæmpende århusianere. En kamp, et spil og et resultat der gav et klart signal om, at der nu blev sat en hel anden dagsorden for både spil og resultater i de kommende måneder.

Midt mellem de første vigtige kampe i SAS Ligaen stod så slaget om videre deltagelse i Europa Cup?en. Første hurdle var irske Shelbourne; 2-0 hjemme og 3-0 ude ? videre? Så Olimpija fra Slovenien, ude først og 4-2 til Brøndby, hjemmekampen er stort set en ren ekspeditionssag, og 0-0 resultatet fortæller mere om Olimpija end om Brøndby IF.

Så begyndte det godt nok at stramme en smule til. Næste runde er trukket Varteks fra Kroatien, og en lussing på 3-1 på udebane gør det overordentlig svært at tro på en forlængelse af et næsten ikke påbegyndt europæisk eventyr. Og så skete det alligevel! I en kamp hvor stort set alt fungerede og vi spillede noget nær det flotteste og mest effektive fodbold nogensinde, lammetævede vi de mildt sagt meget forbløffede kroater sønder og sammen. En ren 'Karlsruhe' blev det til, 5-0, og Brøndby IF er klar til 3. runde i UEFA Cup?en.

Dernæst blev det desværre italiensk. Parma, der uagtet at de lå og rodede nederst i den italienske liga, alligevel måtte betegnes som mega-favoritter. Udekampen gik egentlig ganske fint 1-1 på et straffespark i de døende minutter sat ind af Krister Nordin. Det lugtede godt nok af en sensation. Men endnu engang viste det sig at italienske fodboldklubber og Europa Cup?en er en meget kedelig cocktail at mixe, når det gælder Brøndby IF.

Var resultatet i Parma betydningsfuldt ? og det var det jo, ikke alene var det visseligt et helt exceptionelt udgangspunkt for returkampen 14 dage senere - men hvad måske endnu vigtigere var, at med det uafgjorte resultat sikrede Brøndby IF nok point til at holde status quo for dansk klubfodbold i europæisk sammenhæng.

Men returkampen viste desværre med al tydelighed at selv toppen af dansk fodbold stadig har laaang vej før vi kan gøre os håb om for alvor at blande os med toppen af poppen i Europa. Også denne aften måtte vi sande at vi mødte et hold der var klart bedre end os? At vi så, hvis ikke de havde fået det dumme mål kort førpausen osv... måske alligevel kunne have sneget os til en ufortjent 0-0 er så en helt anden sag. Det blev desværre lige ved og næsten, men absolut en præstation klubben og spillerne kunne være bekendt.

Bekendt blev også langt det meste af efteråret, vel kun en enkelt virkelig tåbelighed indtraf, da vi helt unødvendigt tabte til OB i Pokalen. Men bortset fra den misser ? Nå ja og så da lige for at gnide lidt mere salt i såret, erindre om at vi forærede Lyngby 4 point ? Hvorfor er det altid bundklubberne vi skal bejle til når det gælder potentielle 'venskabsklubber'?

Så gik efteråret da vist helt fint. I hvert fald var det sjældent at pressen krævede træneren fyret. Nu kunne man tværtimod læse om det mod og fremsyn ledelsen havde udvist ved ikke at fyre Åge i foråret 'da alt jo gik galt'. Om tiden læger alle sår, eller om vi alle bliver klogere med tiden, det må tiden vise.

Mads Jørgensen fik en helt fantastisk start, masser af mål i de første kampe, udmøntende sig i et virkelig flot skulderklap, i og med en landsholdsudtagelse, i øvrigt sammen med Peter Madsen, der begge fik deres debut mod Island og nu kan se deres navne placeret på 'æresvæggen' ved hovedindgangen til Stadion.

Mads og Madsen havde afgjort deres store andel i det meget flotte fodboldefterår, men også spillere som Krister Nordin, Rafael Niznik, og Auri (også selv om han har meget svært ved at score) voksede i den grad på banen. Det blev et efterår hvor spillet var som vi gerne vil have det. Vi er spilstyrende, producerer et hav af chancer, og scorer på de fleste. Det var Brøndbyfodbold som er noget af det ypperligste nogensinde set, og vel at mærke udført af stort set de samme spillere som var 'helt umulige' i foråret.

Og hvad kan man lære af det? Ingenting!

Som jeg startede med at skrive, er et tilbageblik på året der er gået, noget af en underlig evaluering. For selvfølgelig bør der være en eller anden bundlinie der indikerer en eller anden form for karaktergivning. Den findes bare ikke ? i hvert fald ikke den endegyldige og helt neutrale ? for hvem kan give den?

Et godt år, et tilfredsstillende år. Skal vi ikke blot sige: Endnu et år i Fodboldbrøndby med alt hvad et sådan år nu engang bringer af fantastiske oplevelser og ditto skuffelser.
Er man ikke til at kunne kapere begge dele, så bør man vel dybest set holde sig væk!

Livet i Brøndby i 2001 har naturligvis handlet om alt muligt andet end vores allerkæreste 1. hold. Det er trods alt kun de øverste 10 % af isbjerget. Underneden er en sand underskov af masser af mennesker, unge som gamle, der hver eneste dag hele året rundt fylder vore 13 fodboldbaner, klubhuset, står i boder, holder vagt ved parkeringsarealer, afholder bankospil og meget meget mere.

Alt dette i kærlighed til klubben og i en vished om at netop det at være en del af Brøndby IF er noget helt specielt.