Årets sidste kamp for Brøndby IF's U-19 hold, der samtidig var årets koldeste, blev lørdag middag afviklet på Brøndbys kunstgræsbane. Her kom rækkens nr. 7 fra Vejle på besøg. Og med en sejr og et nederlag til FCM lykkedes det Brøndby-holdet at få den perfekte afslutning på året.
Offensiven har i denne sæson været særdeles velsmurt, og denne kamp var ingen undtagelse. Hele seks kasser blev banket ind, og så var udnyttelses procenten ikke engang i top. Målscoren er imponerende 48-13 for 15 kampe.
Hurtigt mål
Målfesten blev skudt i gang allerede i det 2. minut, da den lille hurtige fløjspiller Gunnar Zachariassen på klods hold fik skubbet bolden ind efter godt forarbejde af Brent McGrath. Gunnar Zachariassen var suverænt den spiller i kampen, der kom til flest chancer, men han måtte nøjes med den ene kasse.
Topscorer McGrath var selv på pletten to gange i kampen. I første halvleg kunne han let sparke læderet ind på en returbold. Flere mål blev det ikke til i første halvleg, hvor man dog fornemmede, at mere var på vej. Således var der konstant damp under kedlerne, så Vejle-spilleren havde svært ved at følge med det lynhurtige og tekniske spil.
Vejle var dog ikke helt væk i første halvleg, og periodevis lykkedes det dem også at presse hjemmeholdet. Det kastede blandt andet et stolpeskud af sig. Ellers var Brøndby-keeperen Michael Falkesgaard sikkerheden selv, når der var brug for ham.
Anden halvleg i højeste gear
Man kunne godt have forstået, hvis 2. halvleg ville blive en mere tam affære i den bidende kulde, men det viste sig at Brøndby-talenterne var mødt op for at give den gas i samtlige 90 minutter. Det pres kunne Vejle ikke stå for, og således blev det til en afklapsning.
På bare 10 minutter midtvejs i 2. halvleg scorede de blågule fire gange, så jeres udsendte fik travlt med at holde styr på det hele. Jeg vil dog forsøge at gengive dem kort her:
Netop indskiftede Mahmud Suleiman fik efter en dødbold skrabet bolden i kassen. 3-0!
To minutter senere scorede Jannik Vestergaard efter et godt fremstød nede fra midterforsvaret, da han via nogle kombinationer kom fri til skud. 4-0!
Så gik der hele seks minutter uden mål før Brent McGrath og Mathias Gehrt inde for to minutter viste stor skarphed, og med mange mand med fremme let spillede sig frem til mål. 5-0 og 6-0!
De sidste 20 minutter af kampen holdt Brøndby IF dampen oppe og jagtede på imponerende vis det 7. mål, men på trods af flere gode muligheder, slap en chanceløs modstander for flere mål i denne omgang.
Brøndby-holdet overvintre dermed på førstepladsen, da de nærmeste konkurrenter tabte deres kamp.
Brøndby IF - Vejle BK 6-0 (2-0)
1-0 Gunnar Zachariassen (2. min.)
2-0 Brent McGrath (28. min.)
3-0 Mahmud Suleiman 62. min.)
4-0 Jannik Vestergaard (64. min.)
5-0 Brent McGrath (70 min.)
6-0 Mathias Gehrt (72. min.)
Startopstilling
M. Falkesgaard
J. Jørgensen - J. Vestergaard - V. Johannesen - D. Norouzi
M. Larsen - M. Væggemose
A. Corlu - M. Gehrt - G. Zachariassen
B. McGrath
Indskiftninger
M. Suleiman ind for G. Zachariassen (60. min.)
B. Camili ind for M. Væggemose (66. min.)
B. Salievski ind for M. Gehrt (72. min.)
Tjek også